DBU har siden 2006 arbejdet med konceptet ”holdninger og handlinger – den nye måde at tænke og spille børne- og ungdomsfodbold”.
”Holdninger og handlinger” gør i tanker og udførelse op med den traditionelle måde at spille fodbold på blandt børn og unge mennesker, og skal betragtes som et værdigrundlag der skal sikre sunde og udviklende trænings- og kampmiljøer i børne- og ungdomsfodbolden.
Spillet skal fremover spilles på børnenes og de unges præmisser; al træning skal være med bold, spil på små områder med mange boldberøringer, dimensionerne af banerne bliver tilpasset aldersgruppen, tre forskellige størrelser på målene, boldenes størrelse og vægt tilpasses, weekend-stævner erstatter traditionelle turneringer, ind med oplevelsen og ud med resultater og stillinger, ”nye fodboldregler”, ingen ”mesterskaber” for børn under 12 år, spillerne skal ikke inddeles efter deres færdigheder men følge deres kammerater og aldersinddeling med rene årgange.